Fortidens synder


I 1974 blev sammenlægningen af landets tidligere ca.1400 kommuner og landsogne afsluttet, så der efter dette tidspunkt kun var 275 kommuner, hvilket senere er skrumpet til 98 kommuner, som vi kender det i dag. I forlængelse af de afsluttede sammenlægninger i 1974 fik alle husejere tilstillet et skema til udfyldelse om alle bygningers størrelse på den bebyggede ejendom, idet de mindre landkommuner ikke havde haft en teknisk forvaltning til varetagelse og tilsyn med boligbyggeriet.

Der vil derfor ofte forekomme uregelmæssigheder, når den ikke særlig opmålingskyndige ejer skulle ud med tommestokken og senere forsøge at omsætte notaterne til arealer, som så skulle registreres i den sammenlagte kommunes nyoprettede tekniske forvaltning.

I kølvandet af den foretagne registrering fremkom i 1980 de første BBR-ejermeddelelser - hvor BBR står for Bygge og Bolig Registret. Disse oplysninger er altså - i vidt omfang - baseret på daværende ejers (måske fejlagtige) oplysninger.

Én af de afvigelser, jeg har fået forelagt, var et hus, som før 1974 var tilbygget i flere omgange, og hvor arealet var angivet til at være 137 m2, men det viste sig, efter en opmåling af tegningerne, at huset kun var 109 m2, hvilket naturligvis påvirkede købesummen i negativ retning. Ligeledes har jeg, som syns- og skønsmand, haft sager om arealmangler, efter handelen var indgået.

Når en ejendom udbydes til salg, henter ejendomsmægleren sine oplysninger om husets størrelse fra den foreliggende BBR-ejermeddelelse. Men, som det fremgår, er disse oplysninger ikke altid korrekte, når bebyggelsen er opført før 1974 og er beliggende i et oprindelig mindre, sammenlagt sogn.

Er der tilbygget uden tilladelse, har sælgeren et problem, når det viser sig, at det faktiske areal er større end angivet i BBR-ejermeddelelsen. I denne situation er de fleste ejendomsmæglere kreative og indføjer en klausul om sælgers ansvarsfraskrivelse i købsaftalen for de ekstra, uansøgte kvadratmetre, hvorefter køberen har ansvaret herfor.

Det må her erindres, at det alene er husets til enhver tid værende ejer, som er ansvarlig for oplysningerne i BBR-ejermeddelelsen i h t Erhvervs- og Selskabsstyrelsens faktablad.